Psykologi

På den sidste kursusdag bad Ann kursisterne om i pausen at finde to sten hver og tage dem med ind i lokalet. Som I ved, er det ikke nogen svær opgave at finde sten i Uummannaq. Mystikken bredte sig – hvad var nu dét for noget mærkeligt noget? Men de gode og lærevillige kursister gjorde, som de blev bedt om. Heller ikke jeg vidste, hvad stenene skulle bruges til, men det åbenbaredes inden frokostpausen: Ann tog ordet, for at fortælle, at Julemanden var blevet så glad for at høre om dette kursus, at han ville opfylde et ønske for gruppen. Og til det formål skulle stenene gøre det ud for ønskestenene. Så stenene skulle – en i hver hånd – slås sammen ligesom ønskestenene, og så kunne man ønske. Og så var det bare om at ønske intenst, for det var jo ”kun” et ønske, der ville blive opfyldt. Hver tog stenene op, samtidig slog de dem sammen og ønskede – og straks svævede Shuleima ind i rummet til tyrkisk mavedansermusik og dansede mavedans for os alle sammen. (Og for retfærdighedens skyld skal det lige nævnes, at der var mere end én, der bagefter indrømmede at have ønsket dette!!)

Jeg har ikke hørt om andre, der har været med til kursus om seksuelle overgreb med indlagt mavedans – så jeg betragter stadigvæk dette kursus som en historisk begivenhed og mener med rette at kunne tildele Uummannaq æren som den eneste by, vor denne kombination af hændelser er sket.

Senere på tiden arrangeredes et offentligt møde med et panel af forskellige fremtrædende personer fra byen samt undertegnede med min tolk. Først skulle der dog spilles bingo – så serveres kaffe med chokoladekage til og SÅ et oplæg om seksuelle overgreb og endelig mulighed for at stille spørgsmål. Også denne aften husker jeg som en succes. Der var stor deltagelse, og stor spørgelyst. Og også dette arrangement var en nyskabelse i mit liv: incestdebat og bingo, men en udmærket kombination. Der kom rigtig mange mennesker, en af arrangørerne talte det til 140 – så når jeg rigtig vil prale, fortæller jeg om dengang jeg var med i panelet ved et debatmøde om seksuelle overgreb, som tiltrak ca. 10% af byens befolkning!!!

Siden er det for mit vedkommende blevet til mange gensyn med Uummannaq. Siden 1994 er jeg kommer 1-2 gange om året som psykolog på børnehjemmet og har i den forbindelse været i kontakt med mange mennesker, først og fremmest på børnehjemmet og i relation til børnehjemmet, både medarbejdere, børn, forældre. Og jeg har været med i forskellige samarbejdsrelationer i forhold til kommunens socialforvaltning og til skolen i årenes løb. Som regel har mine aktiviteter haft et konkret fokus, en ”sag” eller et barn, der voldte vanskeligheder, en familie, der havde det svært eller nogle sagsbehandlere eller lærere, der ønskede supervision eller lidt undervisning. Temaet i mit arbejde er som oftest omsorgssvigt – eller rettere sagt: de psykiske og/eller fysiske skader som følge af omsorgssvigt eller traumatiske begivenheder. Jeg tænker her omsorgssvigt bredt set: vanrøgt, vold, seksuelle overgreb, følelsesmæssig forsømmelse eller fordømmelse. Alt sammen forhold, som belaster børnene.

I nogle sammenhænge har mit arbejdsmæssige fokus været handicap og mest drejet sig om de handicappede børn på børnehjemmet.

Der er store sociale problemer i Uummannaq, men det vil jeg ikke gøre til mit fokus nu, idet det virkeligt interessante i denne sammenhæng er, at der udfolder sig en vældig kreativitet for at løse eller håndtere disse problemer og vanskeligheder i Uummannaq. Det har imponeret mig gang på gang, så selv om jeg kommer bl.a. for at undervise, så lærer jeg også meget under mine besøg i Uummannaq.

Jeg tænker f.eks. på rummeligheden – den holdning, at ”vi skal alle sammen være her”. Allerede under mit besøg i 1991 oplevede jeg børnehjemmets rummelighed. Den kunne ganske enkelt ses på børnegruppens sammensætning. Her var små og store børn, ”normale” og handicappede, nogle krævede voksne omkring sig konstant – der var mange ”slags” børn, og alligevel virkede det som en børnegruppe.

Samtidig oplevede jeg rummeligheden i børnehjemmets håndtering af en familie, som havde børn på børnehjemmet, og hvor moderen få dage i forvejen havde dræbt sin mand. Hun var derfor interneret hos politiet. Det var selvsagt et stort drama ikke mindst for børnene. Det kan faktisk være temmelig svært at rumme, især for børn, når der finder drab sted i ens familie. Børnehjemmet sørgede for, at moderen dagligt besøgte sine børn på børnehjemmet, så både de og de andre børn kunne se, at hun stadigvæk var den kvinde, de kendte – ikke var forvandlet til et monster. Det er 15 år siden, og det var meget fremsynet pædagogisk arbejde, jeg kom derop til verdens top og fik at se. Jeg tror ikke, de kaldte det noget særligt – de ”gjorde det bare”: mødte børn og forældre med respekt og indlevelse i deres situation, deres behov og hvad der kunne hjælpe dem videre i deres udvikling

Desuden tænker jeg på vedholdenheden. De opgiver ikke børnene på Uummannaq Børnehjem. Det er uvurderligt. Mange af de børn, der bliver anbragt har en del vanskeligheder med at opføre sig på måder, andre kan acceptere. De har derfor typisk mange nederlag i deres forhold til andre – både børn og voksne. En del af dem har oplevet at blive smidt ud fra steder, de har boet eller gået i skole.

På børnehjemmet forsøger man at finde ting, der kan løfte barnet til en sejr for at udvikle deres selvværd. Har et barns skolegang været præget af nederlag, skal barnet måske prøve noget helt andet – hundeslæde, f.eks.. En del store børn har fået livsmodet igen ved at opdage deres kræfter i arbejdet med hundeslædekørsel, en disciplin, der kræver meget styrke, mod og udholdenhed. Undertiden har disse børn trukket store veksler på medarbejdernes tålmodighed og rummelighed. Det kan godt være svært at forstå, at de børn, som den ene dag er søde og artige, pludselig bliver frække og umedgørlige. Man kan få lyst til at smide dem ud, men det er ikke deres behov. Og desuden lærer børnene det forkerte, hvis man gør det. Så det gør de ikke på Uummannaq Børnehjem. De afkræver sig selv en større kreativitet end barnet, således at rammerne igen bliver gode nok og relevante for barnet.

Så er der alsidigheden – børnene på Uummannaq børnehjem oplever mange forskellige ting både ude og hjemme. De går i skole, og de kører på hundeslæde, sejler og lærer at begå sig i naturen i Nordgrønland. Og de kommer også på rejser ud i den store verden – dannelsesrejser, ville man kalde det i gamle dage. Berigende er det og med til at sætter livet i perspektiv.

Noget af det, der har optaget mig en del er arbejdet med at skabe netværk for de børn, som ikke har en ressourcestærk familie, idet netværk kan betyde forskellen mellem et liv i selvstændighed og frihed og et liv i afhængighed.
På børnehjemmet lærer børnene hjælpsomhed, hvilket er en værdifuld holdning at have med sig, når man skal ud i verden og skabe forhold til andre mennesker, både venner og kolleger og også til kærester og egne børn. Børnene går ud i verden med denne holdning og med deres forhold/relationer til mennesker på børnehjemmet i bagagen, og det er en god rygsæk at give sine børn med på deres livs rejse

Jeg ser, at mange af børnene på børnehjemmet opbygger venskabs- eller ”søskende”forhold til hinanden og således knytter bånd, der varer langt ud over deres ophold på børnehjemmet og børnene ved, at de har relationer til medarbejderne og børnene for livet – se det er et rigtigt børnehjem, et hjem for børn.

Og så er der alle de oplevelser, der følger med et arbejde på denne måde ”i felten” –

• som dengang jeg boede i det lille grønne hus i juni måned og slet ikke kunne komme i seng, fordi jeg MÅTTE se solen, når den kom frem højt oppe på Uummannaq-fjeldet –
• og dengang vi stod i Ukusissat og så verdens flotteste nordlys –