Dette er den danske udgave af kapitlet om sorggruppen i Nuuk, som er placeret som sidste kapitel i den grønlandske oversættelse af Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick: Anniaat Katsorsaatasoq (Den nødvendige smerte) – Atuakkiorfik, 19?? –
Der er i bogen en indledning, se nedenfor, som ikke her er gengivet i fuld længde, men I får et indtryk af, hvad der står … resten er selve kapitlet.
DEN NØDVENDIGE SMERTE
Indledning:
Første ide (Asii for flere år siden ….)
Realiseringen (kontakt Nini, kontakt Conni …)
YALOM
Sorggruppen i Nuuk har fra starten haft den overordnede målsætning at afprøve og udvikle Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick’s behandlingsmetode “den åbne sorggruppe” i Nuuk.
Nini Leick har fungeret som konsulent på projektet og siden som vores supervisor. Vi har desuden gennemført et 2 årigt videreuddannelsesforløb med Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick 1996-98.
Det er med baggrund i vores arbejde med sorggruppen og en del kursusvirksomhed, at “Den nødvendige smerte” nu oversættes til grønlandsk, og derfor også, at vi har fået lov til at bidrage med et kapitel om vores arbejde med denne metode i Grønland.
Grundlaget for vores sorgterapi her er altså de tanker og holdninger, der i øvrigt findes beskrevet i nærværende bog. Efter aftale med forfatterne vil vi dog desuden præsentere en del af den bagved liggende ideologi, som Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick har bragt os i kontakt med. Ideologisk set arbejder vi på eksistentialistisk grundlag, nærmere betegnet efter tanker og begreber fra den amerikanske eksistentielle psykoterapeut Irving D. Yalom.
Yalom tager udgangspunkt i, at vi som mennesker er underlagt 4 eksistentielle grundvilkår/ultimative livstemaer, som er vanskelige at acceptere. Vi bliver angste, når vi konfronteres med grundvilkårene for vores eksistens, og for at dæmpe denne angst udvikler vi forskellige følelsesmæssige og intellektuelle måder at fornægte, fortrænge eller på anden vis undgå erkendelsen af de ultimative livstemaer:
1.: Døden –
2.: Friheden –
3.: Isolationen –
4.: Meningsløsheden –
Det er nødvendigt for at vi kan leve et almindeligt dagligt liv, at vi fritages for hele tiden at være i erkendelse af de ultimative livstemaer, men samtidig vil livet af og til konfrontere os med livstemaerne. Dette sker bl.a. hver gang vi mister eller udsættes for andre svært traumatiske oplevelser
Vores psykiske forsvarssystem forsøger at beskytte os imod erkendelsen af de ultimative livstemaer:
1.: Døden – det er et faktum, at vi alle skal dø. Det er en alt for skræmmende tanke for os/vores ego, så vi gør mange følelsesmæssige og intellektuelle krumspring for at undgå at se i øjnene, at også JEG skal dø. Typisk tænker vi, at selv om det sker for alle andre, så må lige akkurat jeg være undtaget, eller vi skubber erkendelsen af døden foran os: “selvfølgelig skal også jeg dø – måske – engang i en fjern fremtid – i hvert fald ikke lige nu”
2.: Friheden – det er rent faktisk sådan, at vi som mennesker har ansvar for vore til- og fravalg i livet. Vi har frihed til selv at bestemme, hvordan vi vil opfatte det, vi oplever/møder på vores vej, og vi kommer til at tage ansvaret for det. Min livsførelse drejer mit liv i den ene eller anden retning, uanset om jeg gør mig det klart eller ej. Min livsførelse får konsekvenser, hvad enten jeg vil det eller ej. Det er skræmmende at se i øjnene, og skræmmende at møde den uforudsigelighed eller grænseløshed i tilværelsen, som friheden også repræsenterer: at der ikke er på forhånd givne rigtige og forkerte svar på livets store spørgsmål. Vi forsøger da også typisk at bilde os selv ind, at vores eksistentielle frihed er begrænset. Vi bagatelliserer vore handlingers betydning for de store linier – “åh pyt, det er nok ikke så skadeligt med tobak/alkohol/forurening …” . Vi lader os begrænse af konventioner og andres forventninger, oplever at være “nødt til” eller “ikke kunne” det ene og det andet og viger dermed for de kampe og eventuelle nederlag, der følger med erkendelsen af friheden som et ultimativt livstema.
3.: Isolation – faktisk er vi dybest set alene. Vi fødes alene, dør alene, er alene om kroppens indre processer, tankerne, følelserne. Og det er skræmmende at erkende denne isolation fra resten af menneskeheden eller livet. Vi forsøger derfor på ikke at opleve isolation/ensomhed. Vi afleder og lader os aflede fra kontakt med os selv – mig helt alene. Vi har glemt, at vi fødes alene og vi skyder fra os erkendelsen af, at vi skal dø alene. Vi oplever og “gør” hele tiden så meget, og når vi endelig er alene, passer vi meget omhyggeligt på ikke at komme til at “kede os”, vi “må” underholdes
4.: Meningsløsheden – i virkeligheden er livet i sig selv uden mening, verden går sin gang med eller uden min medvirken. Verden har eksisteret før min tid og vil eksistere efter min tid. Det er svært at se i øjnene, at mit liv er så meningsløst. Vi har brug for mening i tilværelsen og spørger ofte os selv, hvad meningen dog kan være, når der sker uoverkommelige, ubegribelige, uretfærdige – meningsløse – ting. Hvad er meningen med, at børn skal dø, før deres liv er rigtig begyndt? Hvad er meningen med, at en far og forsørger skal omkomme under sit arbejde med at skaffe mad til sin familie? osv. Vi har brug for at svar, og søger det måske i religiøsitet eller hos spåkoner, men det ER meget, meget svært for os som mennesker at acceptere, at der måske ingen overordnet mening er …. måske er meningen med mit liv det, jeg gør det til..!?! Tydeligvis er det i hvert fald ikke muligt at leve et udviklende, kvalificerende liv uden at kunne se en mening med det. Hvis meningsløsheden infiltrerer livet, føles dette værdiløst og ligegyldigt, mens engagement i noget meningsfuldt kvalificerer menneskers liv, skaber mening.
Forhåbentlig fremgår det, at vores psykiske forsvar mod erkendelsen af de ultimative livstemaer er sunde og gode. Uden dette forsvar ville livet blive uoverkommeligt at leve. Samtidig – livet er jo paradoksalt – er det nødvendigt hen ad vejen i livet at erkende/lære at omgås de eksistentielle grundvilkår. De eksistentielle grundvilkår i praksis angiver på en måde grænserne for min (og din) eksistens. Vi lever på det paradoks, at vores liv er defineret ved sit ophør –
I vores daglige tilværelse har vi brug for beskyttelse imod fuld erkendelse af grundvilkårene for at have energi og mod til at leve livet. Vi har brug for at skubbe dødsbevidstheden til side og tro på, at vi også lever i morgen, vi har brug for at fornægte frihedens grænseløse krav og skabe rammer og strukturer at fungere i, vaner og ritualer til visse af vore gøremål. Vi har brug for at undgå isolationsfølelsen og opbygge fællesskab og nærhed med andre, og vi har brug for at bekæmpe meningsløsheden og føle, at vores liv har mening, at det, vi foretager os er gavnligt og glædeligt for os selv og andre.
En gang imellem bliver vi konfronteret med et eller flere af de ultimative livsvilkår. Det sker f.eks., når nogen, vi kender dør, når der sker ulykker og katastrofer, når sygdom, arbejdsløshed eller andet isolerer os fra “det almindelige liv”. Da bryder vores forsvar imod erkendelse af de eksistentielle grundvilkår sammen, og vi bliver angste. Vores sjæl bliver rystet.
Sorgprocessen er vores naturlige reparationsmekanisme, når sjælen er blevet rystet. Gennem sorgen genvinder vi fatningen, følingen med os selv og opnår lidt dybere erkendelse af de ultimative livstemaer. Når mennesker udsættes for mange tab eller voldsomme traumer bliver sorgprocessen som regel forstyrret og der er brug for hjælp til at lede sorgen tilbage i et almindeligt forløb.
De ultimative livstemaer er eksistentielle vilkår og som sådan universelle. De er altså ikke bundet til kultur, men der kan naturligvis sagtens tænkes at være kulturbestemte forskelle i de reaktioner, mennesker udviser, når de møder de eksistentielle grundvilkår, ligesom det må være sådan at de forsvarsmekanismer, der udvikles til at beskytte mennesker imod erkendelsen af de 4 grundvilkår delvis er kulturelt bestemt. Forsvar dannes altid af den enkelte på baggrund af dennes livserfaringer på det tidspunkt, hvor den givne forsvarsmekanisme udvikles – derfor vil kulturelle faktorer også spille ind her. Vi vender tilbage til refleksioner over dette senere/ i afsnittet om refleksioner og erfaringer
Når vi sammenligner de to kulturer, vi har levet i – dansk og grønlandsk – er der tydeligvis stor forskel på hvordan og i hvor høj grad mennesker konfronteres med grundvilkårene de to steder.
I Grønland er DØDEN nærværende i dagliglivet på en selvfølgelig måde. “Alle” ser fangerne lande fangsten og flænse sæler på “Brættet”, hvor fugle og fisk ligger med hoved og fjer, så det er klart, hvad det er. Der bliver ikke gjort noget forsøg på at skjule eller kamuflere døden. Det gælder også, når mennesker dør: Man er meget opmærksom på værdien af ritualer omkring død og begravelse – at sige farvel til den døde, at se den døde krop i kisten, at deltage i udsyngning og begravelse. De allerfleste mennesker, også børn, har set et dødt menneske og været med til at synge den døde ud fra sygehus eller kapel og har været med til begravelse. Dette naturlige holdning til døden og den døde skaber ikke nødvendigvis mindre dødsangst, men det ser ud til, at den fastholder en mere klar erkendelse af døden som en realitet i alle menneskers – også ens eget – liv.
Døden er ikke – som der har været tendens til i Danmark – gemt af vejen og gjort fremmed og livsfjern, selv om der sker vældig mange dramatiske dødsfald i Grønland, mange “unaturlige” dødsfald: ulykker, selvmord og drab, som ellers nok kan få mennesker til at ønske sig langt væk fra død og dødsbevidsthed.
I modsætning til døden er FRIHEDEN som eksistentielt grundvilkår ikke særlig synligt. Traditionelt har mennesker her været underlagt de stor, barsk natur og ikke et personligt valg mht. livsførelse. Den oprindelige inuit-befolkning været udvist en meget høj grad af ansvarlighed og påpasselighed med både det åndelige: ritualer ifm. fangst og jagt og med det praktiske, daglige liv: redskaber, bolig, beklædning og forråd, og heri ligger en berøring med den eksistentielle frihed.
De seneste to århundreders kolonisering og europæisering af Grønland har radikalt ændret befolkningens livsførelse og åndelige værdier. Vi forestiller os, at dette meget vel kan have anfægtet den grønlandske befolknings mulighed for at mærke den eksistentielle friheds bydende krav: Der kom forsyninger og tankegange (kristendommen), som gjorde den gamle omhu med redskaber, skind og forråd samt ritualerne i forbindelse med fangsten mindre indlysende – måske endog overflødige for overlevelsen. Til gengæld blev menneskene afhængige af kolonimagten. Den gamle stolthed og selvstændighed, hvor mennesket konfronteres med frihedens skræmmende krav om ansvarlighed for sine valg, blev afløst af afhængighed af præsten og kolonibestyreren og hans varelager … ???
Tanker om eller udsigt til ISOLATION fører straks til handling og ideer blandt mennesker i Grønland. Der er tradition for stærke og tætte fællesskaber mellem mennesker, og tanken om ensomhed er så erkendt ubehagelig for “alle”, at mange er parate til at betale selv store personlige omkostninger både følelsesmæssigt, økonomisk og socialt for at undgå ensomhed. Der er naturligvis her tale om ensomhed i social forstand, men vi tænker, at når der bliver brugt så meget energi på at undgå social ensomhed/alenehed, så vil erkendelsen af isolationen som eksistentielt grundvilkår sandsynligvis være vanskelig.
I gamle dage var ensomhed i fjeldet en af metoderne i uddannelsen af angakkoq, den grønlandske shaman. Den unge mand (undertiden kvinde), som skulle være angakkoq, gik til fjelds alene i længere tid og skulle udstå ensomheden i den store natur. Han ville da møde sine hjælpeånder til det fremtidige virke som angakkoq.
MENINGSLØSHEDEN, fortjener særlig bevågenhed, fordi – ifølge Yalom – et samfund, der hurtigt ændrer sig fra at være umiddelbart gennemskueligt for den enkelte til at være præget af uigennemskuelighed og indviklede strukturer, ofte vil medføre mange problemer med at konfrontere sig med meningsløsheden.
I et samfund som det gamle grønlandske er livets mening umiddelbart indlysende: at skaffe mad og husly, at overleve. Mennesket er helt konkret og synligt i naturen/verden, det er en del at denne større sammenhæng og har mening i kraft af det. Det har da ikke relevans at filosofere over livets dybere mening eller mangel på samme, livet er sin egen mening og leves med engagement og intensitet og med alle de meningsløse hændelser, som nu engang sker. Livet i denne form synes i sig selv stærkt nok til at bære sin mening på trods af alle ulykkerne, på trods af uforudsigeligheden.
I løbet af bare 50 år er samfundsstrukturen endevendt flere gange i Grønland, først i 1953, da Grønland blev dansk amt og “skulle på niveau med de andre amter” og igen i 1979 ved indførelsen af hjemmestyret.
Tilværelsen er ikke længere selvindlysende, der er ting, der skal tages stilling til, menneskeskabte magtstrukturer under naturens tydelige magtfuldhed – der er en mening at skabe med tilværelsen.
Et menneske, for hvem det er en fremmed tanke at man selv kan definere meningen med sit liv, kan ikke lige pludselig tage stilling til mange valgmuligheder. Ofte føler mennesker i den situation sig ikke kvalificerede til at vælge og lader sig derfor nemt påvirke af andres meninger om, hvad der er “rigtigt”. Deres beslutninger får ikke rod inde i dem selv, og dette medfører, at livet bliver præget af meningsløshed, ligegyldighed, mangel på dybe værdier, man er parat til at slås for.
Som mennesker spørger vi ofte os selv og hinanden, hvad meningen mon er med denne eller hin ulykke. Vi søger en mening, når der sker uoverkommelige, ubegribelige, uretfærdige – meningsløse – ting.
I Grønland sker der mange voldsomme ulykker og katastrofer, hvor mennesker bliver dybt chokerede, sjælsrystede, når de mister deres kære eller udsættes for tab eller trusler om tab af liv, helbred eller nærtstående personer.
Mange individer og familier i Grønland blev slået i stykker af den hastige udvikling, der fandt sted i 50’erne og 60’erne: Livsformer blev brudt ned uden at nye var bygget op, som passede til mennesker. Mennesker, der stod midt i livet og aldrig i deres vildeste fantasi havde forestillet sig andre livsformer for sig selv, skulle pludselig omlægge hele tilværelsen, og de skulle lige så pludseligt forholde sig til en kolossal mængde af nyt – nye omgivelser, nye regler, fremmede mennesker, mange mennesker, nye ting, mode …. Mange grønlændere må have kæmpet hårdere end det er til at forestille sig, for at bevare deres rødder i denne omstillingsproces – og nogen klarede det ikke. De blev opslugt af storbylivets lethed i tilværelsen, fristelserne – først og fremmest alkoholen og den deraf følgende normløshed.
Har mennesker her i Grønland derfor i så høj grad accepteret meningsløsheden som et grundvilkår, at den kommer til at styre livet? – at man opgiver at skabe mening i det kaotiske felt af uforudsigelighed og er det måske en del af baggrunden for de mange symptomer på, at den eksistentielle meningsløshed driver sit spil med mennesker, som alkoholisme, omsorgssvigt, modløshed og “ligegyldighed” overfor livet ifølge Yalom er udtryk for?
Vores praksis i Sorggruppen i Nuuk
Anna arbejder i gruppen med tabet af sin søn, som døde ved en ulykke. Anna var specielt knyttet til denne søn, og hans død medførte en stærk følelse af meningsløshed, som bl.a. kom til udtryk ved, at Anna ønskede, det var hende, der var død, at hun kunne have givet sit liv i bytte for, at sønnen havde levet videre.
Bibi arbejder med sin fars død. Faderen var den sidstlevende af forældrene, og Bibi havde som en god datter været opofrende for sin far i mange år. Ved hans død føltes hendes liv pludselig uden mening – hun var ikke vant til at tænke på egne vegne, eller beskæftige sig direkte med sine egne ønsker og behov. Faderens død medførte en sjælsrystelse for Bibi, som skræmte hende så meget, at det til tider udløste regulære angstanfald.
Et forløb – kort beskrevet
Christine kommer i gruppen på grund af moderens død. Hun er plaget af tristhed og er også forundret over, hvorfor det er så svært for hende at komme over moderens død. Christine troede, at hun ville være temmelig upåvirket af sin mor død, da hun føler meget vrede imod sin mor på grund af dennes svære alkoholproblemer og forsømmelighed overfor Christine.
Christine fortæller om, hvordan hun fik besked om moderens død, om ensomheden ved at skulle rejse langt alene for at deltage i begravelsen, hun fortæller om sine følelser ved begravelsen og den første tid derefter. Christine begynder snart at skrive breve til sin mor, fortælle moderen i brevene om sine mange forskellige følelser for hende – angsten og fortvivlelsen hos den lille pige, som var alt for meget overladt til sig selv og sine egne løsninger af livets store og små problemer, om hendes evige søgen efter kærlighed og bekræftelse hos moderen, uden at finde den, om skammen og skyldfølelserne over moderens drikkeri, om vreden over ikke at være blevet tilgodeset, passet som andre børn osv., osv. For hvert brev oplevede Christine en lettelse, men i starten også en skamfuldhed over at sige sandheden. Hun havde lært sig som barn at dække over sandheden ved fortielse eller småløgne, så skammen og skyldfølelserne aktiveredes, da hun begyndte at fortælle de virkelige hændelser og følelser. Når skammen kom, hjalp vi Christine med at kontrollere, om de andre følte, hun var “forkert”, som hun selv følte det, eller om de i virkeligheden godt kunne forså hendes følelse, selv om den måske ikke altid var “pæn”. Arbejdet med skam er altid væsentligt, når der er alkohol i problemstillingen, selv om alkohol-problemet ikke er klientens eget. I Christines tilfælde var det moderens alkoholproblemer, der havde pålagt Christine stor skamfuldhed, som det koster meget arbejde at slippe fri af. Skamfuldheden i denne form er en genstridig og meget dyb følelse, som ikke er nem at forløse. Men gentagelse af samme procedure giver “mod-oplevelser” til de gamle fra barndommen, så en slags udskiftning kan finde sted.
Arbejdet bragte nye erindringer med sig, vigtige mennesker, som hun havde fået følelser fra, gamle kærester, som hun havde måttet svigte, fordi hun ikke troede på, hun var god nok til dem …. Christine kom til et punkt, hvor hendes følsomhed overfor sine indestængte følelser og erindringer gjorde hende meget “blød” i gruppen, så hver gang en anden klient arbejdede med ting, der mindede om Christines egne, græd hun og arbejde på denne måde “ekstra” for sig selv. De andres arbejde mindede hende om ting, hun ikke ved egen kraft kunne kalde frem.
Christines senere breve til moderen handler om hendes erkendelse af, at moderen aldrig kommer til at give hende det, hun så ihærdigt søgte gennem hele barndommen, og hun kunne give sig selv lov til at græde over alt det, hun således er blevet snydt for. Hun har grund til at være ked af, at hendes barndom skulle være så hård og hendes mor så fjern for hende. Ved at give disse følelser plads, kan de blive forløst, så de bagefter fylder mindre og giver mere klare erkendelser. Efter mange gange med disse følelser, oplever Christine på et tidspunkt livet som tomt. Vi forfølger tomheden, og Christine finder ud af, at der noget godt inde i midten, og det kan vi få til at vokse. Christine oplever, at hun får mere mod i sit daglige liv til at skabe og fastholde egne meninger og følelser, selv om det skaber konflikt med andre. Hun oplever, at konflikter kan løses uden varige skår i venskabet. Christine bliver mere og mere tiltrukket af livet, får travlt med sit sociale og familiære liv, som før skræmte hende til passivitet. Christine oplever frihed til at være sig selv og mod på livet, da hun slutter i gruppen.
Rammerne
Sorggruppen mødes 1 gang/uge, og arbejdet omfatter for os terapeuter 4 timer, for klienterne 3 timer hver gang.
Kl. 17.00 starter vi med at indrette rummet med madrasser, tæpper og puder for at skabe et blødt og tryghedsfremmende rum til sorgarbejdet. Derefter udveksler vi informationer og nye henvendelser siden sidst, samt repeterer hver klients hjemmeopgave, så vi er forberedte og godt koordinerede inden gruppen mødes op kl. 18.00.
Klienterne er sammen med os terapeuter i 2 timer, hvor hver enkelte – en ad gangen – arbejder med sin hjemmeopgave.
Der arbejdes med dramatiske og chokerende tab som f.eks. uventede og voldsomme dødsfald/drab, døde børn, handicappede børn, skilsmisse, døde forældre. For en dels vedkommende er sorgarbejdet kompliceret af alkoholisme i familien eller flere tab indenfor en kort periode af livet.
kl. 20-21 drikker klienterne kaffe/te uden terapeuternes tilstedeværelse. Hensigten er at give gruppens medlemmer mulighed for at etablere sociale relationer samt at tale sammen om det, der er sket i gruppearbejdet. Dette er en vigtig funktion, idet alle i gruppen har lovet hinanden tavshed om det, der sker i gruppen.
Mens klienterne drikker kaffe sammen, evaluerer vi aftenens forløb, det terapeutiske arbejde drøftes, og vi gør stikordsnotater om den enkeltes hjemmeopgave til næste gang.
Tavshedskontrakten
Alle klienter har tavshedspligt om det, de får kendskab til om de andre medlemmer i gruppen. Ingen må altså snakke med andre om det, de hører om eller fra de andre. Man har lov til at snakke med andre om sin egen proces – det er faktisk en vigtig del af sorgarbejdet at lære at dele sine tanker og følelser mennesker i sit eget netværk – men ingen har lov til at tale om andres sorgproces. For at understrege tavshedskontrakten, afslutter vi hver gang med at holde hinanden i hånden, mens reglen repeteres både på grønlandsk og på dansk. Det er vores indtryk, at alle værner om tavshedspligten.
Visitation
Alle, der henvender sig, får tilbud om en forsamtale. Her hører man om sorggruppens arbejdsform og fortæller om det/de tab, der har ført til kontakten til sorggruppen. Forsamtalen slutter med en vurdering af, om sorggruppen er et relevant tilbud for vedkommende.
Når terapeuten og klienten er enige om, at sorggruppen er relevant, kan klienten starte. Den første aften i gruppen er den nye klient med som gæst, dvs. uden selv at arbejde direkte med sine tab. Gæsten er underlagt tavshedskontrakten som de andre og overværer de andres arbejde, hvorefter hun/han skal tage stilling til sin videre tilknytning til gruppen. Nogle få har ikke ønsket at fortsætte i sorggruppen, men de allerfleste har valgt at starte som klient i sorggruppen efter at have været gæst.
Tosprogsvilkåret
I Grønland må vi forholde os til, at to vidt forskellige sprog skal fungere sammen. Sproget er noget personlig værdifuldt for et menneske – og dermed et sårbart område. Derfor har vi anset det for vigtigt, at vi som behandlere forholder os klart til, at vores arbejdsvilkår her omfatter to sprog, selv om kun den ene af os to behandlere behersker begge sprog. Blandt klienterne er der både rent grønlandsksprogede, rent dansksprogede og dobbeltsprogede i gruppen.
Informationer til gruppen og introduktion af nye medlemmer foregår på både grønlandsk og dansk, mens den enkeltes arbejde foregår på det sprog, vedkommende vælger. For at gøre det muligt for alle at følge hinandens arbejdsproces og dermed styrke gruppefølelsen afsluttes hvert arbejde med, at Asii laver et resumé på det sprog, klienten ikke arbejdede på.
Vores udgangspunkt og hovedprincip er, at den enkelte klient selv vælger, på hvilket sprog hun vil arbejde. I praksis betyder det, at grønlandsk sprogede klienter kommer til at arbejde med Asii som terapeut, mens dansksprogede og dobbeltsprogede kan arbejde med både Asii og Conni.
Når Asii er fraværende, kan sprogfrivillighedsprincippet ikke gennemføres fuldt ud. I praksis har det betydet, at en enkelt klient har valgt ikke at arbejde, men komme og være til stede med de andres arbejde, andre læser deres breve på grønlandsk og arbejder med følelserne på dansk, mens atter andre vælger at skifte til det ellers fremmedartede danske sprog, og arbejde på “halv motorkraft”, som en klient en dag udtrykte det. De fleste af klienterne forstår meget dansk, men nogle føler sig ikke kompetente i at tale det og mange føler det forkert at tale dansk om deres eget liv og egne følelser. Når man arbejder i sorggruppen, bliver det meget klart, at sproget er andet og meget mere end ordene. Et væsentligt arbejde i sorggruppen er at sætte ord på følelser, og det skal selvfølgelig være klientens egne ord, for at det skal virke optimalt, dvs. ord på klientens eget sprog.
Princippet om at respektere den enkeltes valg af sprog har medvirket til løbende at nuancere vores viden og tanker om den mangfoldighed af variationer i personligt sprog, der i virkeligheden findes i mennesker.
De to sprog er ikke hermetisk adskilt, de fleste forstår idet mindste en smule af “det andet” sprog. Dertil kommer det meget væsentlige faktum, at der, på trods af sprogforskelle, kan skabes dyb kontakt i følelserne. Her hjælper kendskabet til hinandens historie samt følelsesudtryk og kropssprog naturligvis på vej. Det er vores erfaring, at når kontakten er etableret på et dybere følelsesmæssigt plan, bliver ordenes vægt en lille smule mindre for kommunikationen. Det er som om det bliver lettere at forstå også de sproglige udsagn, når kontakten er dyb. Og samtidig er det vores overbevisning, at denne dybde i følelserne ikke kan opnås uden at den enkelte som udgangspunkt selv vælger sit arbejdssprog. Dette kan synes paradoksalt, og det er da også et område i vores arbejde og samarbejde i sorggruppen, som vi selv til stadighed arbejder med, fordi det optager os og vi fornemmer, at det er et vigtigt og område, som rummer mange perspektiver for arbejdet i et to-sproget, flerkulturelt samfund.
Vi stræber efter så stor fleksibilitet som muligt mht. sprog, og derfor oversætter Asii alt, hvad der er nødvendigt. Det stiller naturligvis ekstraordinære krav til den dobbeltsprogede behandler, når kollegaen er udelukkende dansk-sproget, men vi har valgt ikke at se “sprogproblemerne” som en forhindring for arbejdet og samarbejdet. Vi betragter det som et – til tider lidt besværligt – vilkår, man må tage stilling til og arbejde med hele tiden. Det er en udfordring, at der i mange sammenhænge i Grønland befinder sig dobbeltsprogede, rent grønlandsk- og rent dansksprogede i samme rum. Det har været en positiv erfaring for os, at dette ikke har skabt store problemer eller utilfredsheder i gruppen, og det er vores fornemmelse, at fordi sprogproblemet er blevet taget alvorligt og arbejdet åbent med, har klienterne accepteret denne del af virkeligheden, selv om det er klart, at enhver så vidt muligt ønsker at arbejde med personlige emner på sit primære sprog.
De fleste har det som Dorthe:
Dorthe skriver konsekvent på grønlandsk og vil helst arbejde på grønlandsk, men når Asii er fraværende, skifter hun til dansk. Stadigvæk skriver og læser hun sine breve på grønlandsk.
Men der findes et utal af variationer over dette tema i sorggruppen, som f.eks.:
Ella er dobbeltsproget, og et eksempel på en klient, som har skiftet arbejdssprog alt efter, hvem hendes breve var adresseret til. Ella arbejdede med flere tab i gruppen, og derfor skrev hun breve til forskellige personer undervejs i processen. Sproget var det sprog, hun sædvanligvis talte med den pågældende.
Frederikke taler ikke dansk, men forstår alt på dansk. Frederikke har altid arbejdet på grønlandsk, dvs. når Asii er fraværende, arbejder Frederikke ikke selv, men møder troligt op, fordi hun gerne vil deltage i stemningen og de andres arbejde.
Grethe er eksempel på en grønlandsk kvinde, der som barn blev opdraget til at tale dansk, fordi det var finere. Hun har selv lært sig grønlandsk senere, og vekslede i sit arbejde, fordi hun gennem det grønlandske sprog føler sig bedre i kontakt med sit eget inderste og ikke den “skal”, hun fik påtvunget hjemmefra.
Helle taler mest dansk og føler sig bedst hjemme ved at skrive og læse breve på dansk, selv om hun også taler grønlandsk udmærket
Ingrid skrev på dansk, når hun vidste, Asii ville være fraværende
Arbejdet med følelserne
Andetsteds i denne bog beskriver MD-N og NL detaljeret arbejdet med følelserne. Dette kapitel handler specifikt om nogle af vores erfaringer og overvejelser fra Nuuk. Det har slået os, hvor let vore klienter har ved at finde følelserne frem. Det er som om modstanden i terapien er mindre for mange af vore grønlandske klienter end hvad man ellers kender som terapeut. Dette betyder, at effekten af at arbejde i gruppe måske er endnu større her end i Danmark, da åbenheden på det følelsesmæssige plan er større. Vi har en hypotese om, at dette også hænger sammen med sproget: det grønlandske sprog er på en kvalitativt anderledes måde direkte forbundet med følelsesladet i personen, der taler, end dansk (og andre europæiske) sprog nødvendigvis er. Dette træk er en styrke for gruppen, virker forstærkende på sammenholdet i gruppen – selve følelsen af fællesskab om noget menneskelig vigtigt. Samtidig er dette område selvsagt gruppens achilleshæl, idet tilfældig omgang med disse følelser ville såre vældig dybt.
Sorgarbejde er adskillelsesarbejde – et tab er at miste noget, man er knyttet til, det vil sige noget, man har investeret følelser i. Sorgens følelser i det enkelte tilfælde er derfor de følelser, tilknytningen rummede/omfattede. Det betyder også, at alle tænkelige følelser kan optræde undervejs i sorgarbejdet, og en slags adskillelsesarbejde er ofte at adskille sammenblandede følelser. Nogle af følelserne er som regel lettere tilgængelige end andre.
I brevene, der læses højt i sorggruppen, arbejder klienten med hver enkelt følelse. Herved forløses følelsen: erkendelsen uddybes og der frigives energi. Forløsning af følelserne kan være dramatisk og ledsages ofte af voldsom gråd. Gråden og ordene løsner så at sige de følelsesmæssige tilknytninger, og det gør ondt i følelserne. Empatien fra de andre i gruppen og deres aktive følelser virker som en katalysator på den enkeltes arbejde, og gør det udholdeligt at følelser, der ofte har været indestængte i lang tid, deles med andre mennesker. I sorggruppen gør vi meget ud af at dele følelserne og gøre sig klart, hvem det er, man har delt de svære følelser med. Vi hjælper den enkelte til at kigge rundt for at mærke, hvordan de andre har modtaget hendes følelse. Samtidig er det en understregning af, at følelsen nu er sat fri. Klienten udtrykker ofte spontant en stor lettelse, når en arbejdsopgave afsluttes. Dette opfatter vi som udtryk for, at personen har god kontakt til sine dybe følelser og sin krop, og da på en næsten fysisk måde mærker lettelsen, når de tunge følelser bliver forløst.
Paradoksalt nok grines der meget i sorggrupper – også vores. Den teoretiske forklaring er, at netop den lettelse, som sorgarbejdet medfører, smitter ud i gruppen, og selv om der er andre, som endnu sidder tilbage med tunge følelser, smitter lettelsen så meget, at latteren bryder igennem hos alle. Det er meget betagende at opleve disse skift hos mennesker i dyb sorg, at opleve fleksibiliteten i personligheden og følelsernes forvandling. Dette er endvidere medvirkende til, at sorgarbejdet bliver overkommeligt – man oplever lettelsen undervejs, om ikke man selv er nået dertil endnu, så ser man den hos de andre og mærker lettelsen gennem dens smittende virkning.
Angst
Jane søgte sorggruppen ca. ½ år efter hendes samlevers selvmord. Hun oplevede stærk angst i sin dagligdag og følte sig inkompetent som mor og “voksen”.
I den første periode i gruppen blev Jane hele tiden meget bange også i gruppen, både når hun selv arbejdede og undertiden også af de andres arbejde. Hun kunne ryste af skræk eller blive svimmel og få åndenød. Jane var flere gange på nippet til at give op, fordi arbejdet var så utrolig ubehageligt for hende. Det er meget ubehageligt at være i en angsttilstand, føle sig ude af stand til at ændre på det eller i det hele taget have kontrol over sig selv. I denne startfase arbejdede Jane mest med at lære at tage kontrol, når angsten truede med at overvælde hende. Hun lærte sig at lokalisere angsten i kroppen, give den form og farve og prøve at finde et objekt for den, så hun bedre vidste, hvad hun var bange for. Hendes første mål var at blive “ven” med sin angst i stedet for at se den som en farlig fjende. Det skulle snart vise sig, at Janes angst bundede i, at hendes samliv havde været præget at ubalance, som bl.a. kom til udtryk som trusler og vold imod hende. Så hun var faktisk bange for sin samlever, selv efter hans død. Efterhånden fik hun mod til at huske på de konkrete erindringer, bl.a. i forbindelse med samleverens selvmord og kontakte følelser i sig selv, som hun ellers ikke havde turdet erkende, fordi hun vidste, at de ville have udløst stort raseri fra samleveren, hvis han var blevet konfronteret med sådanne følelser fra hende. På dette trin i behandlingen kæmpede Jane svære kampe med sit eget indre, fordi hun på trods af sin viden om, at samleveren var død, blev ved med at blive bange for hans eventuelle repressalier imod hende. Efterhånden dæmpede angsten sig mere og mere, og til sidst kom Jane i kontakt med den stærke vrede imod samleveren, som i mange år havde ligget under angsten. På dette tidspunkt i forløbet blev det pludselig tydeligt for Jane, hvor stærk hun i virkeligheden er og hele tiden havde været, hun fik repareret sin selvrespekt og sit selvværd og sluttede i gruppen som en glad pige med mod på livet.
Angst er en fortærende og belastende følelse, når den således belejrer et menneskes liv og faktisk sætter det i stå. Det er som om alting bliver uoverkommeligt, opmærksomheden går til at holde angsten væk eller bekæmpe den. Mange føler sig handlingslammede og udretter ikke rigtig noget. Angsten i denne form er abstrakt, det er uklart for personen, hvad det er, man er bange for – man er eksistentielt ramt, har fået ødelagt sit forsvar imod erkendelsen af de ultimative livstemaer. Måden, vi arbejder med angst i sorggruppen er som beskrevet for Janes vedkommende: at konkretisere og forsøge at give angsten et objekt, således at angsten, som breder sig ud over hele livet, kan blive fokuseret på et objekt, som er eller har været farligt i personens liv. På denne måde transformeres angsten til frygt, som er væsentligt nemmere at arbejde med. I tilfælde som Janes, viser angsten sig ofte at kunne konkretiseres til frygt for voldelige episoder, frugt for at volden skal ende med, at man bliver dræbt eller at man bliver efterladt hjælpeløs og magtesløs.
Frygten rummer ofte et aspekt af ensomhed, ligesom angsten også altid gør. Når gruppen er så effektiv til angstarbejdet, hænger det sammen med, at man her så tydeligt kan demonstrere forskellen på den ensomhed, som var i den oprindelige situation og så det fællesskab, gruppen repræsenterer. Der er meget styrke i det, som hjælper den enkelte til hurtigere og dybere erkendelse.
En del mennesker bliver bange for angsten, fordi den er så frygtelig ubehagelig. De prøver at opfinde forskellige former for kontroladfærd, som skal skåne dem for angsten.
Dette er Klara er eksempel på. Klara havde mistet begge sine forældre og følte sig meget alene i verden, fordi familien således var slået i stykker af dødsfald. Klara var meget ung, da forældrene døde, så hun havde ikke personlige forudsætninger for alene at bearbejde så stor sorg, derfor udviklede hun denne ubærlige angst. Angsten plagede hende dagligt, og hendes kontrol-adfærd viste sig bl.a. ved, at hun ikke kunne holde ud, hvis hendes egne børn var uden for synsvidde. Hun måtte konstant holde udkik fra vinduet, når børnene var ude at lege, selv om hun godt vidste, at de både var store og fornuftige nok til at passe på og evt. hente hjælp, hvis de fik brug for det. Hendes kontrollerende adfærd satte altså hendes egen sunde fornuft ud af spillet – og hendes børn var selvsagt irriterede over denne konstante overvågen.
Vrede
Laila havde mistet begge sine forældre før hun nåede at blive rigtig voksen, hun havde stadigvæk brug for deres støtte i sit eget liv, og Laila blev undervejs i sorgarbejdet meget vred, både på sin mor og far, fordi de var døde fra hende og på Gud, fordi han lod det ske. Martha havde mistet flere nærtstående personer indenfor kort tid på uforudsigelige måder. Også hun mærkede sin vrede – og tvivl på, om gud overhovedet findes, siden så store ulykker kan ramme mennesker. Både Laila og Martha havde svært ved at stå ved deres vrede og give den udtryk. Det gælder for de fleste af vores klienter, at når de kommer til et punkt i sorgarbejdet, hvor de mærker vreden, forstyrres de ofte af skam, skyld eller angst. Vrede er en “forbudt” følelse i sorgarbejdet, man må ikke sige eller tænke noget “grimt” om de døde, og heller ikke føle vrede imod dem. Denne holdning er vel ikke direkte specifik for Grønland, men er meget udbredt her. Det vil sige, at den enkelte sørgende, som føler vreden, samtidig vil føle sig forpligtet til at skjule, måske fortrænge den, og derved afskære sig selv muligheden for at finde ud af, hvad vreden egentlig har at sige. En måde at forstå vredens berettigelse på kan være at se på vreden som en side af kærligheden – at kunne blive vred på et andet menneske er tegn på, at dette menneske betyder/har betydet meget for den, der bliver vred. Således kan vreden få sin rette plads i arbejdet og ikke længere ses som “forkert”. Undervejs i sorgprocessen dukker vrede næsten altid op på et eller andet tidspunkt, og den er faktisk en nyttig følelse i sorgprocessen, fordi den er en udadrettet følelse, som det som regel er forholdsvis nemt at målrette. Den er desuden kraftfuld på en måde, som frigiver energi og gør personen handlekraftig. Vreden er således en sund følelse, men konventioner har lært mennesker, at fordi vredens indhold som regel omhandler “grimme” sider af livet, er selve følelsen “grim”, så derfor er det ofte svært at arbejde direkte med vreden, når den første gang viser sig. Den første fase i arbejdet med vrede bliver da også ofte blot at acceptere vreden og prøve at se den som en sund og naturlig del af processen. Et andet problem i arbejdet med vrede er, at i og med, at den sjældent har fået plads i livet, bliver mange utrygge ved tanken om at slippe den løs. Hvad kommer der til at ske? De bliver bange for at blive så opslugt af deres vrede, at de slet ikke kan styre sig. Arbejdet med vrede skal derfor som regel starte i det små, man må øve sig i “den lille vrede” før man føler sig klædt på til at tage “den store vrede” frem i lyset. Det er vigtigt i denne proces, at det er den enkeltes tempo, der afgør, hvor hurtigt man når frem til det direkte arbejde med vreden. Hvis klienten føler sig presset i følelsesarbejdet med en kraftig og ukendt følelse, vil det nemt ende i angst. Klienten bliver bange for sig selv og mister tilliden til terapeuten, og det videre forløb er vanskeliggjort. Sådanne forhold gør, at følelsesarbejdet i nogle perioder kan se ud som om det er gået helt i stå, mens det andre gange pludselig tager fart. Man kan aldrig på forhånd præcist vide, hvor den enkelte klient skal bruge lang tid på grund af blokeringer, derfor må man hele tiden som terapeut på følelsesarbejde holde sig “bag” sin klient, lade klienten vise vejen og bestemme tempoet. Mange mennesker i Grønland er præget af stor beskedenhed, og undertiden giver de udtryk for, at de ikke er gode nok til deres følelsesarbejde, hvis de skal bruge flere gange på samme “lille følelse”. Da må vi som fagpersoner undervise lidt i respekten for følelsernes kraftfuldhed og vigtigheden af at finde det rette tempo. Dette plejer som regel at berolige klienterne så meget, at deres kontakt indadtil bliver god nok til, at de faktisk kan mærke, når de er parate til næste skridt. På disse punkter lærer klienterne desuden meget af hinandens arbejde. Når man ikke selv er den, der sidder midt i alle følelserne, er det selvsagt lettere at se, hvorfor det er vigtigt at være forsigtig. Mens man sidder midt i ubehagelige følelser, vil man helst have det til at “gå over” hurtigst muligt.
Virkeligt mange i sorggruppen har svært ved vredesarbejdet, og vi har tænkt på, hvordan “man” egentlig i Grønland omgås vrede. Da slog det os, at man her oftest ser vrede i form af voldsom hidsighed, og det forklarer måske også lidt af den vældige angst for vreden: hvis man kun kender vreden som hidsighed, dvs. ukontrolleret udbrud, hvor alt kan ske, er det vel ikke underligt, at man selv forsøger at holde sin vrede grundigt indestængt? En yderligere hale på dette er, at i mange sammenhænge synes det som om “man” accepterer, at mennesker, der i ubændigt raseri/hidsighedsanfald begår grove handlinger, ikke kan drages til ansvar, da de jo ikke havde kontrol over sig selv. At lære at omgås sin vrede er en effektiv måde at nedbringe både angsten for vreden og risikoen for disse voldsomme raserianfald, som mange mennesker undertiden bliver gjort ulykkelige af.
Skam
Najas far var død flere år tidligere. Han havde haft svære alkoholproblemer det meste af Najas opvækst, og hans drikkeri havde ført meget skam ind i Najas liv og prægede hendes tilknytning til faderen. I hendes sorgproces blev skamfuldheden ved med at dukke op, det krævede meget arbejde for Naja at håndtere den.
Olga følte dyb skam i forbindelse med moderens død, fordi hun blev dræbt. Skamfølelsen var så overvældende, at selv om dette drab var over 20 år gammelt, kunne hun næsten ikke få over sine læber at fortælle om det, og i meget lang tid heller ikke overkomme at se andre mennesker i øjnene, når hun snakkede med dem. Det var stort set lige meget, hvad Olga skulle i kontakt med andre om, så trak hun blikket til sig i skam. Olga havde end ikke kunnet fortælle sine egne børn om, hvordan deres mormor var død.
Skamfølelsen får et menneske til at føle sig som ingenting værd, vi vil helst gøre os usynlige, forsvinde fra jordens overflade, vi går ind i en tilstand af næsten ikke at være til og en følelse af, at “dette her” vil aldrig ende. Nogle siger det på den måde, at skamfølelsen stjæler vores identitet. Skammen kommer tidligt ind i menneskers liv og har til formål at lære os om vores begrænsninger som menneske. Det lille barn på 1 år, som tror, det selv kan klare alting, at ingenting er farligt og trygheden er en selvfølge, har brug for en mere realistisk opfattelse for ikke at komme til skade. Det hjælper skammen med til. Men hvis trygheden ikke også er der i barnets liv, eller hvis skammen bliver “overudviklet” f.eks. ved at barnet bliver skammet ud, så kan skamfuldhed blive så overvældende for et menneske, at det går som for Olga og Naja – og mange andre: at skamfølelsen næsten kommer til at invalidere menneskers liv.
I sorggruppen kræver arbejdet med skam derfor stor respektfuldhed og nærvær i den situation, hvor skamfølelsen dukker op. Et menneske i stor skam kan ikke holde kontakt, hun trækker sig ind i sig selv eller “ud mellem stjernerne”, og man kan ikke presse en kontakt igennem. Man kan fastholde sin egen del af kontakten, snakke til den skamfulde, så hun ikke helt forsvinder væk i identitetsløshed og på den måde prøve at give hende mod til at vende tilbage. Det heldige er nemlig, at selv om en person er “væk” i skam, så hører hun alligevel, så man har chancen for at få hende tilbage igen, hvis man selv kan forblive rolig og respektfuld overfor det, der sker. I arbejdet med skam er gruppen igen uvurderlig, idet et skamfølelsesarbejde altid afsluttes med, at den, der har været “væk” i sin skamfuldhed, til sidst kigger rundt på de andre i gruppen for at mærke, om de forstår hende. At mærke de andres forståelse heler det indre sår, som skamfuldheden repræsenterer, og efterhånden som dette bliver gjort nogle gange, bliver “anfaldene” af skamfølelse mindre og mindre.
Skamfølelsen kan desuden dukke op i forbindelse med arbejdet med andre følelser, f.eks. vrede – mange skammer sig over at være vrede på en afdød, eller tanker om den afdøde, som i forhold til opdragelse eller kulturelle normer anses for forbudte eller forkerte. F.eks. mærker Pia skammen, når hun fortæller om, hvor lidt hendes mor tog sig af hende og hvor få gode minder hun har fra sin barndom. Qivioq mærker skammen, når hun fortæller om, hvordan hun som barn undertiden har ønsket sin mor død, så hun selv kunne blive lettet for det store ansvar, moderen havde placeret på hende
Chok
Mange af klienterne i sorggruppen har mistet nærtstående personer ved pludseligt, uventet dødsfald, ofte også dramatisk. Når døden kommer på den måde, rammes de fleste efterladte meget voldsomt af chok.
Ruths søn tog sit eget liv i en ung alder, Saras bror døde pludseligt, netop som han havde stiftet familie, Tinas kæreste forsvandt på havet, hans lig blev aldrig fundet, Ullas lille sunde og raske datter døde, da hun faldt fra stor højde …. hver gang sådanne ulykker sker, ryster det omgivelserne, konfronterer os med de fire ultimative livstemaer, og hvis ikke følelserne får mulighed for at løbe frit i situationen, kan chokket sætte sig som tristhed, mangel på glæde ved livet, en følelse af at være placeret udenfor livet selv, nogle trækker sig mere og mere ind i sig selv, lægger afstand til livet. Det føles for farligt at leve, når sådanne ulykker kan ramme en. Der opstår således en skrøbelighed i personen, som hindrer livsenergien i at flyde frit og give livsglæde. Når mennesker arbejder med chok (undertiden mange år gamle), føles det, som om ulykken lige var sket. Sorgarbejdet er det samme, men vejen til det er ofte vanskelig, da der bruges meget energi på at fastholde chokket, fordi det er så frygtelig ubehageligt at skulle “opleve” det hele en gang til.
Undertiden har vi fået klienter i gruppen, hvor tabet er meget nyt og traumatisk. Disse mennesker er i krise og oplever et stort behov for hjælp. Vi har imidlertid gjort den erfaring, at gruppen kan virke vældig voldsomt på sådanne mennesker. Et menneske i krise “hænger ikke sammen”. I krisetilstanden er man “ude af sig selv”, kan eller vil ikke acceptere virkeligheden, fungerer dårligt og har først og fremmest brug for nogen, der kan holde lidt fast i èn og prøve at føre èn tilbage til virkeligheden, hvor forfærdelig den end måtte være. Man er ekstraordinært sårbar overfor stærke følelsesmæssige påvirkninger. Gruppen er derfor ikke relevant for mennesker i krise, de har ikke noget forsvar til at beskytte sig imod påvirkningerne fra de andres følelsesarbejde. Mennesker i krise har brug for krisehjælp, og senere, når krisetilstanden har fortaget sig, kan sorggruppen komme i betragtning. Da vil det som regel også være mere klart for den enkelte, om han/hun har brug for gruppen.
Nogle af de klienter, der er startet allerede mens de var i krise, er blevet i gruppen og har gennemført deres sorgarbejde. Det kan altså lykkes, men det er dog de klienter, der har haft sværest ved at komme i gang med den egentlige sorgproces. De skal på en måde “skifte stil”, når det egentlige sorgarbejde går i gang, og det er svært. Vi finder det i hvert fald meget vigtigt at skelne mellem krisehjælp og sorgarbejde og er blevet meget opmærksomme på dette i visitationen af klienter til sorggruppen.
Sorggruppens atmosfære
Klienterne bliver tydeligvis berørt af hinandens følelser og lærer noget af de andres arbejde, får nye indsigter, opdager andre måder at tænke på og håndtere følelserne på. Nogle føler sig mere “beslægtede” i deres sorgproces end andre, og der er mange eksempler på, at flere klienter “arbejder med” på det, der er oppe i terapien. Disse dybe møder mellem mennesker understreger det fælles menneskelige i den enkeltes arbejde og styrker fællesskabsfølelsen mellem klienterne i gruppen.
Flere klienter giver spontant udtryk for deres bekymring for andre gruppemedlemmer, når/hvis disse f.eks. udebliver uden afbud. Det ser altså ud til, at der opstår sociale bånd mellem gruppens deltagere, antageligvis også bestemt af de enkeltes liv i øvrigt. I timen efter det egentlige gruppearbejde, hvor terapeuterne snakker sammen for sig selv og klienterne drikker kaffe sammen for sig selv, kan vi høre livlig snak og megen latter gennem den lukkede dør, hvis vi tilfældigt kommer forbi under oprydningen. Det sker også, at klienterne etablerer sociale forbindelser med hinanden udenfor gruppens møder, f.eks. passer børn for hinanden, eller følges ad til kulturelle eller sociale arrangementer.
Sorggruppen som “træningslejr”
På visse tider i forløbet kan sorggruppen komme til at fungere som klientens netværk. Gruppen bliver det sted, hvor klienten indøver nye færdigheder som f.eks. at være tydelig, når hun meddeler sig til andre mennesker, at finde mod til at stå ved sine egne følelser og behov, det kan være øvelser i at mærke følelser som hun har svært ved at adskille indeni sig selv, gruppen kan blive det sted, hvor hun øver sig i forpligtelse overfor sig selv eller sine fremtidsplaner, f.eks. ting, hun ønsker at gøre anderledes i sit eget liv. Denne øvelsesfunktion kan selvsagt omfatte hvad som helst.
Vivi ville gerne vise nogle af sine venner og bekendte, hvad hun virkeligt indeholdt bag facaden, men hun manglede mod til at sige tingene direkte til dem. Hun læste for gruppen, hvad hun ville fortælle sin veninde, således fik hun reaktioner fra mennesker i en “beskyttet” sammenhæng, og derved fik hun mod til at gå ud i “det rigtige liv” med sit budskab.
Afsked med sorggruppen
Sorgarbejde er adskillelsesarbejde. Den sætning er snart sagt mange gange, den er central. Det betyder, at sorgarbejde er øvelse i at sige farvel. Der siges farvel på mange planer i en sorgproces, farvel til gamle, indestængte følelser, farvel til fortids spøgelser, man ikke længere ønsker at gemme på, farvel til den afdøde/fraskilte …, og til sidst i gruppesammenhængen siges der farvel til gruppen. Klienten skriver et brev til gruppen om, hvad hun har lært/fået i gruppen. Der er tale om et brev, som på samme tid tjener det formål at markere klientens afsked med gruppen og fungere som en slags status over “livet-lige-nu”. I mange af farvel-brevene optræder desuden tanker/ønsker/planer om fremtiden.
Farvelbrevene er ofte meget bevægende. Når klienterne har opnået forløsning af de blokerede følelser, kommer der naturligt mange frit flydende følelser frem i deres farvel-breve. Man kan mærke deres større følelsesmæssige fleksibilitet og nuancer i fremstillingen.
Også praktikanter skriver farvelbrev til gruppen, når de stopper.
Metodeovervejelser og – erfaringer
En del mennesker udtrykte betænkeligheder overfor vores plan om at afprøve den åbne sorggruppe som metode i Grønland. Tankegangen bag var, at “grønlændere” ikke er vant til at snakke om smertefulde følelser, og forestillingen var, at de ville være lukkede og med meget modstand mod følelsesarbejdet. Andre betænkeligheder gik på, at da samfundet her er så lille ville det blive svært at opretholde den anonymitet i gruppen, som de fleste ønsker.
Det var meget relevante tanker at have med som noget, vi skulle være opmærksomme på, men vi havde stadigvæk mod på vores plan. Vi vidste begge fra vores øvrige arbejde, at mange mennesker i Grønland har svært traumatiske oplevelser og mange tab bag sig, og at mange mennesker ikke har kunnet bearbejde disse, netop på grund af de nævnte vaner med ikke at snakke om de svære ting. Der er tradition for at behandle svære tab og traumer med tavs indforståethed, som ganske vidst udtrykker medfølelse, men ikke giver lindring.
Desuden mindede vi os selv om, at man som regel kommer man på kant med visse konventioner, når man skal lave behandlingsarbejde, og at dette kan være provokerende såvel for klienterne som for deres pårørende. Som behandlere må vi altså være forberedt på at møde kritik af vores – i forhold til almindelige konventioner – grænseoverskridende opførsel.
Vi har imidlertid ikke mødt denne modstand. Tværtimod har vi oplevet, at vores klienter i sorggruppen gennemgående har været endog meget hurtige til at få tillid til behandlingen og givet sig i kast med det hårde følelsesarbejde.
Vi var selvfølgelig også spændte på, hvordan klienterne ville reagere på det at arbejde i gruppe i dette lille samfund. Mange af klienterne er optaget af denne problematik i forsamtalen, men i praksis har det vist sig, at klienterne hurtigt har åbnet sig omkring det, de kom for at arbejde med. Det er sket, at klienter i gruppen har været i familie, men dette har ikke forhindret dem i at arbejde. Vi tror, vores understregning af tavshedskontrakten efter hvert møde er en del af forklaringen, men væsentligst bæres stemningen af den gensidige respekt for hinandens arbejde.
Et vigtigt redskab i metoden er som nævnt at skrive breve til og om den/det, man har mistet. I starten var det svært at få klienterne til at skrive disse breve. Det er smertefuldt at sætte sig og direkte beskæftige sig med det, man finder allersværest i livet, så rækken af “undskyldninger” for ikke at få det gjort er endeløs.
Da de første klienter begyndte at mærke på deres egen krop – og sidemandens – hvor stor en forløsning, et sådant brev kan bringe, gik det betydeligt lettere med at få brevene skrevet. Det er blevet en naturlig del af klienternes arbejde at skrive og at tage billeder med af den eller det, de har mistet. Og vi mærker, at det nu også er lettere for nye klienter at komme i gang med brevskriveriet. De “gamle” klienter fremtræder som en slags “eksperter” for de nye og bliver billede på, hvor langt man kan nå gennem sit arbejde med tingene. Når mennesker overværer hinandens arbejde i gruppen opstår der en ydmyg og respektfuld stemning, som gør det naturligt og enkelt at opretholde tavshedspligten omkring det, der sker. Når mennesker får kendskab til virkeligt dybe følelser hos hinanden, mødes de på meget dybe planer i personligheden og gennem empatisk at mærke den andens følelser mærker de samtidig deres egne dybder.
Mange har søgt Sorggruppen i Nuuk med baggrund i en følelse af, at livet er gået i stå, deres livsudfoldelse er blokeret af tunge tanker og/eller følelser i forbindelse med tab. I takt med arbejdet i gruppen føler de sig mere levende. Mange giver specifikt udtryk for, at de føler sig som bedre forældre, fordi de er mere nærværende overfor deres børn, bedre til at se forskel på deres egne og børnenes følelser og behov end før. De har formået at bruge den energi, følelsesarbejdet fra frigjort til at øge deres livskvalitet, og det er netop sorgens funktion at “føre” den sørgende tilbage til et liv med kvalitet. Vores klienter har så tunge tab bag sig, at deres psyke ikke ved egen kraft kunne få sorgprocessen ind i det naturlige forløb, men med hjælp fra gruppen lykkes det for dem atter at blive glade for livet.
Vi ser her et forebyggende aspekt ved sorggruppens arbejde, idet bedre forældre giver øget livskvalitet for såvel forældrene som børnene, samt øger sandsynligheden for, at børnene selv engang bliver gode forældre.
Det viser sig meget ofte undervejs i arbejdet med det, der har fået den enkelte til at kontakte sorggruppen, at fortrængte traumer eller tab bliver “vækket”. Konkret har der været tale om dødsfald, som ikke har føltes traumatiske for den pågældende, der har været voldtægter og andre seksuelle overgreb helt tilbage fra barndommen, der er dukket erindringer op om livstruende situationer, hvor enten personens egen kraftanstrengelse eller tilfældigheder har reddet deres liv. Fælles er, at personerne har fået et chok, har været i berøring med dødsangsten.
For mange af klienterne har det været såvel overraskende som befriende at finde en sammenhæng mellem deres til tider dystre stemningsleje og de chokerende hændelser, de har været ude for, og det har været lærerigt for dem at arbejde med tingene – “som at blive genfødt” som nogen har udtrykt det. Vi har tilladt klienterne også at bearbejde sådanne gamle tab/traumer, samtidig med, at vi er opmærksomme på, at arbejdet i sorggruppen ikke nødvendigvis skal fortsætte indtil alle personens tab/traumer er gennemarbejdet. Det skal være en læreproces, hvor klienten efterhånden lærer deres eget følelsesliv og de gamle traumer godt at kende og mærker sorgarbejdets “naturlige” proces i sig selv. Således bliver de “udlært” i sorgarbejde, dvs. i stand til at bruge sit eget netværk i sorgprocesserne.
I dette aspekt af sorggruppens arbejde ser vi endnu et forebyggende element. De “udlærte” klienter vil i større eller mindre omfang “oplære” deres eget nærmiljø i at tage sorgarbejde alvorligt, og de vil som mennesker komme tættere på hinanden, styrke fællesskabet i familien/vennekredsen.
Praktikantordning
Sorggruppen har mulighed for at have to praktikanter ad gangen i 3 måneder. Formålet er at give personer inden for det sociale og sundhedsmæssige felt et nærmere kendskab til, hvorledes behandlingsmetodens forståelsesrammer og principper kan omsættes i praksis – i håb om at dette kan inspirere og kvalificere deres daglige arbejde med klienter/patienter, der har været udsat for tab og traumer.
Praktikperioden indledes med en “forsamtale”, hvor ideen med praktikken uddybes, ligesom praktikanternes overvejelser og spørgsmål drøftes. Som et led i praktikken gives der mulighed for egenterapi to gange. Det foregår i en mini-gruppe bestående af de to praktikanter samt os to behandlere.
Praktikanterne præsenterer sig den første gang, de klient i sorggruppen, men klient ellers ikke direkte i behandlingsarbejdet. De opsuger lærdom gennem deres tilstedeværelse i gruppens følelsesfortættede rum og deres spørgsmål efter hver sorggruppe-aften. Ind imellem hjælper de til med at yde omsorg for den enkelte klient dog altid på vores foranledning. Praktikanterne slutter deres praktik med et afskedsbrev til sorggruppen, som læses op den sidste gang de er med.
Vi kan have to hold praktikanter om året, et forårs- og et efterårshold. Alle vore praktikanter har givet udtryk for, at de har fået udbytte af praktikopholdet i form af nye måder at møde deres egne klienter i det daglige arbejde. De fleste har dog skullet vænne sig til denne anderledes måde at lære på. Klienterne har altid umiddelbart accepteret praktikanternes tilstedeværelse.
Det er en udfordring for os at have praktikanter, det tvinger os til hele tiden at formulere os fagligt også om det, der efterhånden er selvfølgeligt for os.
Behandlingsarbejdet i sorggruppen
Sorggruppen fungerer nu (1999) på 5. år, og tilgangen er stadig stor. Gennemsnitligt er de enkelte hurtigere igennem deres sorgarbejde i dag end fra starten, da vi er bedre uddannet og betydeligt mere trænede nu. De fleste har deltaget på baggrund af dødsfald som tab, men der har også været andre former for tab: handicappede børn, skilsmisse, sygdom.
Behandlernes rolle i sorggruppen
Vi er to behandlere med forskellig faglig baggrund men meget ensartede grundindstilling til livet og menneskene.
Vi arbejder ligestillet som behandlere i sorggruppen, og da vi ikke tidligere havde arbejdet sammen eller kendte hinanden, har det været en spændende, givende og udfordrende proces for os. Vi er nødt til at udvikle et tæt samarbejdsforhold for at kunne gå så dybt med arbejdet, som vi nu engang skal i en sorggruppe. Vi fik hurtigt oparbejdet sympati for og tryghed ved hinanden og mærker klart fordelene ved og nødvendigheden af at være et makkerpar i gruppen. Når vi også overfor hinanden kan være reelt respektfulde og tydelige i kommunikationen, fremmer/nemmer vi desuden klienternes opbygning af tryghed i gruppen.
Forholdet mellem behandlere og klienter
Da sorggruppen er en terapeutisk gruppe, er det vigtigt, at grænserne mellem klient og behandler er klare. Det er svært at beskrive dette, for i selve den terapeutiske proces er terapeut og klient to mennesker, der mødes på et dybt plan i det fælles projekt at klargøre et eller andet for klienten. Det er klienten, der styrer forløbet i den forstand, at tempoet og vejen, vi vælger at gå ad i terapien udpeges af klienten, mens det faglige indhold og rammerne om terapien sættes af terapeuterne. Det er terapeuternes opgave at sikre, at rummet er respektfuldt, præget af ydmyghed, tillidsfuldhed/tryghed og følelsesmæssigt rum til hvad der end måtte komme. Det er ligeledes terapeuternes opgave respektfuldt at tage imod, hvad der end måtte komme (med mindre klienten bliver krænkende). Klientens opgave er at være sig selv på områder i sig selv, som undertiden føles vældigt fremmede. Det kræver meget mod – derfor er det så afgørende, at stemningen hele tiden er respektfuld, rummende og afgrænsende.
Man kan måske beskrive terapeuten som en slags jordemoder, der hjælper klienten med at “føde” følelser. Ligesom et lille menneske, der fødes, skifter tilstand fra foster til barn i fødslen, så skifter følelserne fra en tilstand til en anden igennem sorgarbejdet.
Sorgen rammer dybt i vores personlighed. Vi bliver berørt på vores evne til tilknytning og adskillelse, et lag i personligheden, som dannes allerede i spædbarnsalderen. Det niveau i personligheden er almenmenneskeligt og findes altså før man udvikler sprog og før man udvikler sin kulturelle identitet. Det betyder, at metoden teoretisk set skulle kunne bruges til alle mennesker – og det er da også vores erfaring, at folk i Grønland profiterer ligeså meget af metoden som mennesker i andre lande, hvor metoden bruges (Skandinavien, England, USA og Japan).
Davidsen-Nielsen, Marianne og Nini Leick: Den nødvendige smerte. 2. udgave. Gyldendal, 2001
– : Anniaat Katsorsaatasoq, Atuakkiorfik, 1999