TANKER OM SELVMORD I EKSISTENTIEL TERAPEUTISK BELYSNING
I Grønland bor ca. 55.000 mennesker. Det svarer til indbyggertallet i en større dansk provinsby som f.eks. Vejle. De 55.000 indbyggere i Grønland er spredt ud over et område 50 gange Danmarks størrelse, så de enkelte lokalsamfund er meget små. Igennem de seneste år er der begået gennemsnitligt 1 selvmord om ugen i Grønland og i løbet af de første 5 måneder af 1997 har 29 mennesker begået selvmord.
Som psykolog på 4. år i Grønland bliver jeg nok så ofte konfronteret med den personlige side af denne alvorlige selvmordsstatistik og gør mig naturligvis mange tanker om, hvorfor “de gør det”. Jeg vil her forsøge at formulere nogle af mine tanker, dels oplevelser og tanker fra mit terapeutiske arbejde, dels refleksioner ind i en eksistentiel terapeutisk referensramme sat af den amerikanske terapeut Irvin D. Yalom i bogen: Existential Psychotherapy.
MIT ARBEJDE
Først lidt om min praksis. Jeg laver terapeutisk arbejde i to regis: 1) ved Grønlands Hjemmestyres døgninstitutioner, hvor jeg har terapeutiske opgaver med børn og unge samt supervisionsopgaver i forhold til medarbejdere og 2) i Den åbne Sorggruppe i Nuuk, som Asii Chemnitz Narup og jeg har etableret og udviklet efter Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leicks metode og under supervision af Nini Leick.
I begge regis møder jeg temaet selvmord: i sorgarbejdet hos de efterladte til dem, der har begået selvmord og jeg møder temaet som selvmordsforsøg, -tanker og -planer hos især mange af de unge på døgninstitutionerne. De unge er ofte skræmte af deres tanker om selvmord, mange har kammerater eller søskende, som har begået selvmord, enkelte har været med i selvmordsaftaler med andre unge, hvor et selvmord udløser en hel bølge. Og bare et selvmord rammer både dybt og bredt i dette lille samfund, medfører mange chok og traumer hos de efterladte, spørgsmål og følelser, som bliver ved og ved med at plage mennesker. Hvad kunne vi have gjort? …
I mit terapeutiske arbejde oplever jeg ofte at møde en egostruktur, som er “blødere” eller “rundere” i det end det, jeg har været vant til fra Danmark. I mange tilfælde ligner forsvarsmekanismerne umiddelbart de primitive forsvarsmekanismer, jeg kender fra arbejdet med klienter med en borderline-problematik, men alligevel er de helt anderledes. Der er f.eks. som regel ingen modstand, så snart kontakten imellem os – klienten og jeg – er autentisk. Da folder forsvaret sig stille og roligt til side, og der er ubesværet adgang til følelserne. Ofte er klienterne uvant med af formulere deres følelser, men gør det alligevel, ofte metaforisk.
Når en klient giver udtryk for selvmordstanker eller -ønsker, samt når en klient har forsøgt selvmord, laver jeg altid selvmordskontrakt med vedkommende. Mange er alvorligt plaget af angst for deres tanker og ønsker – impulser? – og har derfor svært ved at turde fortælle om det. De er bange for at vække tanken og dermed øge risikoen for selvmordet.
Den enkelte selvmordskontrakt bliver udformet efter den konkrete klient, men alle laves over det samme grundmønster. Essentielt i min fremstilling til klienterne er at klargøre forskellen på eller adskillelsen mellem tanke og handling: Tanken i sig selv er ikke farlig, det er handlingen, der er dødsens farlig. Der er derfor meget mere grund til at være bange for handlingen end tanken – for de to er ikke det samme. Man kan ikke altid selv bestemme, hvilke tanker, der dukker op, men det er vigtigt at huske, at en tanke ikke behøver styre de handlinger, man foretager sig. Man har lov til at opfatte en selvmordstanke som et signal om, at noget er galt i livet, at man har brug for at snakke med et (andet) voksent menneske. Det er vigtigt at finde måder at øve denne adskillelse mellem tanke og handling, som klienten kan bruge i sin hverdag, så det ender med at blive personen, der styrer sine handlinger – ikke en enkelt tanke, hvor stærk og insisterende den end måtte være. En del klienter bliver umiddelbart lidt forvirrede over denne arbejdsmåde, hvor de selv skal tage ansvaret for deres handlinger, indse, at ingen andre i virkeligheden kan forhindre dem i at begå selvmord, men de kan selv vælge at gøre noget andet, at søge det, de har brug for for igen at finde mening i livet, bryde ensomheden eller hvad nu det er, der er relevant for den enkelte. Jeg understreger samtidig kraftigt, at hos mig må klienten gerne snakke om sine selvmordstanker – det kan hjælpe meget at få mod til at lære dem godt at kende – men de må ikke lave selvmordsforsøg, mens de går hos mig. Som regel giver klienten mig hånd på kontrakten.
Især blandt de unge klienter har mange fortalt om, hvordan selvmordskontrakten virker som et redskab for dem, når de får lyst til at begå selvmord:”…men så tænkte jeg på det, jeg har lovet dig …” – “….men så tænkte jeg på, at min familie nok alligevel ville blive kede af det …” – “… men så tænkte jeg på …” – uanset indholdet af tankerne, sker der en ændring af handlemønsteret, når der er bevidsthed om tanken som tankevirksomhed. Det betyder, at personen kan nå at tage stilling til selvmordsimpulsen i stedet for “blot” at lade sig “styre indefra” til en handling, han/hun ikke helhjertet ønsker at begå.
Selvmordskontrakten er selvfølgelig ingen garanti imod selvmord, den holder, så længe “kraften” i løftet er stærkere end den impuls, der kommer, men i og med at der indtil videre ikke er begået selvmord blandt de klienter, jeg har lavet selvmordskontrakt med, har den sandsynligvis en virkning – og i hvert fald giver den mig en ramme til at arbejde med selvmordstankerne i.
De mange selvmord og selvmordsforsøg især blandt unge mennesker i Grønland, rejser selvfølgelig mange spørgsmål i os alle sammen, både som medmennesker til disse unge og som behandlere, der gerne skulle være blive i stand til at hjælpe dem til en så god livskvalitet, at de kan udholde at leve deres liv til det slutter naturligt.
Man spørger sig selv – og undertiden selvfølgelig også dem, der overlever selvmordsforsøg –
HVORFOR GØR DE DET DOG?
Både klinisk praksis og undersøgelser fortæller os noget om de udløsende faktorer for begåede selvmord og selvmordsforsøg, og på den baggrund vil jeg prøve her at se på fænomenet ud fra en eksistentiel terapeutisk referensramme, inspireret af den amerikanske terapeut Irvin D. Yalom.
Han tager (i: Existential Psychotherapy) udgangspunkt i, at vi som mennesker er underlagt 4 eksistentielle grundvilkår, som vi i vores personlighed har svært ved at acceptere. Vi bliver angste, når vi konfronteres med et eller flere af disse grundvilkår, og for at dæmpe den ulidelige angst udvikler vi forskellige følelsesmæssige og intellektuelle måder at fornægte, fortrænge eller på anden vis undgå erkendelsen af disse grundvilkår.
De fire grundvilkår er:
1.: Døden – vi skal alle dø
2.: Friheden – vi har ansvar for vore til- og fravalg i livet
3.: Isolationen – vi er eksistentielt set alene
4.: Meningsløsheden – livet er i sig selv uden mening
I vores almindelige daglige liv har vi brug for beskyttelse imod fuld erkendelse af grundvilkårene, ellers havde vi ikke energi, mod osv. til at leve livet. Vi har brug for at tro, at vi også lever dagen i morgen, vi har brug for rammer og strukturer at fungere i, vaner og ritualer til visse af vore gøremål, vi har brug for fællesskab og nærhed med andre, og vi har brug for at føle, at vores liv har mening, at det, vi foretager os er gavnligt og glædeligt for os selv og andre. Derfor bliver vi angste, siger Yalom, når vi konfronteres med et eller flere af de eksistentielle grundvilkår, som det f.eks. sker, når nogen, vi kender dør, når der sker ulykker og katastrofer, når sygdom, arbejdsløshed eller andet isolerer os fra “det almindelige liv”. Da bryder vores forsvar imod erkendelse af de eksistentielle grundvilkår sammen, og vi bliver angste. Vi kan da vælge – igen – at dulme angsten med forskellige psykiske symptomer, eller vi kan vælge se finde mod til at se de eksistentielle grundvilkår og angsten i øjnene, frigive den energi, der ligger bundet i forsvaret imod denne erkendelse og leve et friere og mere intenst liv.
For så vidt som der er tale om eksistentielle grundvilkår er disse universelle og ikke bundet til f.eks. kultur. Der kan imidlertid sagtens tænkes at være kulturbestemte forskelle i typerne af de reaktioner, mennesker udviser, når de møder de eksistentielle grundvilkår, ligesom det må være sådan at de forsvarsmekanismer, der udvikles til at beskytte mennesker imod erkendelsen af de 4 grundvilkår delvis er kulturelt bestemt. Forsvar dannes altid af den enkelte på baggrund af dennes livserfaringer på det tidspunkt, hvor den givne forsvarsmekanisme udvikles – derfor vil kulturelle faktorer også spille ind her.
Når jeg sammenligner de to forskellige kulturer, jeg selv har levet i – dansk og grønlandsk – slår det mig desuden, at der er meget stor forskel på hvordan og i hvor høj grad mennesker konfronteres med grundvilkårene de to steder. Det er vel ikke i den forstand kulturelt bestemt, men mere bestemt af forskelligheder i naturforhold og befolkningstæthed.
I Grønland er DØDEN nærværende i dagliglivet på en selvfølgelig måde. “Alle” ser fangerne lande fangsten og flænse sæler på “Brædtet”, hvor fugle og fisk ligger med hovede og fjer, så det er klart, hvad det er. Der bliver ikke gjort noget forsøg på at skjule eller kamuflere døden. Det gælder også, når mennesker dør: Man er meget opmærksom på værdien af ritualer omkring død og begravelse – at sige farvel til den døde, at se den døde krop i kisten, at deltage i udsyngning og begravelse. De allerfleste mennesker, også børn, har set et dødt menneske og været med til at synge den døde ud fra sygehus eller kapel og har været med til begravelse. Dette naturlige holdning til døden og den døde skaber ikke nødvendigvis mindre dødsangst, men jeg forestiller mig, at den fastholder en mere klar erkendelse af døden som en realitet i alle menneskers – også ens eget – liv.
Døden er ikke – som der har været tendens til i Danmark – gemt af vejen og gjort fremmed og livsfjern, selv om der sker vældig mange dramatiske dødsfald i Grønland, mange “unaturlige” dødsfald: ulykker, selvmord og drab, som ellers nok kan få mennesker til at ønske sig langt væk fra død og dødsbevidsthed.
Terapeutiske erfaringer med “døden”.
Stort set alle, jeg har arbejdet med, har prøvet at miste en nærtstående ved dødsfald. Mange af de unge har oplevet kammerater eller søskende dø ved ulykker eller selvmord, og mange forældre har mistet et eller flere børn.
På trods af den gode bevågenhed omkring dødsfald og begravelse, har mange af klienterne imidlertid ikke fået bearbejdet/forløst deres sorgfølelser, især følelser af skam og skyld, samt vrede mod den afdøde.
Mange giver udtryk for angst for døden, f.eks. angst for at skulle “følge efter” en afdød kammerat eller barn. En del – især forældre, der har mistet børn – ser hen til den dag, de kan gense det døde barnet (altså selv dør), uden at dette er udtryk for tanker, ønsker eller planer om selvmord. De er indstillet på at vente til tiden kommer, hvor de skal dø.
Selvmord er nok den type dødsfald, der sætter de mest komplicerede følelser i gang og hvor det er virkelig svært at forløse dem, bl.a. fordi der knytter sig meget skam til selvmord, også for familien.
I modsætning til døden er FRIHEDEN som eksistentielt grundvilkår ikke særlig synligt. Traditionelt har mennesker her været underlagt den store, barske natur og ikke et personligt valg mht. livsførelse. Der har blandt den oprindelige inuit-befolkning været en meget høj ansvarlighed mht. påpasselighed med både det åndelige: ritualer ifm. fangst og jagt og med det timelige: redskaber, bolig, beklædning og forråd, og heri ligger en berøring med den eksistentielle frihed.
De seneste to seklers kolonialisering og fordanskning af Grønland har radikalt ændret på befolkningens livsførelse og åndelige værdier. Det er min hypotese, at dette meget vel kan have anfægtet den grønlandske befolknings mulighed for at mærke den eksistentielle friheds bydende krav: Der kom – mere eller mindre – forsyninger og tankegange (kristendommen), som gjorde den gamle omhu med redskaber, skind og forråd samt ritualerne i forbindelse med fangsten mindre indlysende – måske endog overflødige for overlevelsen. Til gengæld blev menneskene afhængige af kolonimagten. Den gamle stolthed og selvstændighed, hvor mennesket konfronteres med frihedens skræmmende krav om ansvarlighed for sine valg, blev afløst af afhængighed af præsten og kolonibestyreren og hans varelager???
Terapeutiske erfaringer med “friheden”
I terapeutisk arbejde oplever jeg, at mange unge har svært ved at forestille sig, at de selv kan have indflydelse på, hvordan deres liv kommer til at forme sig. De unge “ved ikke”, hvad de gerne vil, de “venter og ser, hvad der byder sig”. I betragtning af, hvor svært det er at få arbejde og uddannelse er denne holdning måske grundet i helt pragmatiske forhold, men min hypotese er, at den også kan være et værn imod at erkende friheden som eksistentielt grundvilkår og mødet med friheden – at vælge selv og tage ansvar for det – kan da at skabe handlingslammelse og forvirring.
I modsætning til den fremmedgjorthed, der kan se ud til at herske omkring erkendelse af den eksistentielle frihed, fører tanker om eller udsigt til ISOLATION straks til handling og ideer. Der er tradition for stærke og tætte fællesskaber mellem mennesker i Grønland, og tanken om ensomhed er så erkendt ubehagelig for “alle”, at mange er parate til at betale selv store personlige omkostninger både følelsesmæssigt, økonomisk og socialt for at undgå ensomhed. Der er naturligvis her tale om ensomhed i social forstand, men min hypotese er, at når der bliver brugt så meget energi på at undgå social ensomhed/alenehed, så vil erkendelsen af isolationen som eksistentielt grundvilkår være vanskelig.
I gamle dage var ensomhed i fjeldet en af metoderne i uddannelsen af angagoq, den grønlandske shaman. Den unge mand (undertiden kvinde), som skulle være angagoq, gik til fjelds alene i længere tid og skulle udstå ensomheden i den store natur. Han ville da møde sine hjælpeånder til det fremtidige virke som angagoq. Fjeldgængeri er stadigvæk i dag omgærdet med mystik og Qivitoq-gys – og det har da også været så godt som umuligt at overleve her alene – det kan kun fjeldgængeren, Qivitoq, denne underlige skabning, måske levende, måske død, uhyggelig og skæbnesvanger at møde for “os andre” …
Terapeutiske erfaringer med “isolationen”
I terapeutisk arbejde fører tanker om eller følelser af isolation/ensomhed til sorgreaktioner og angst grænsende til en slags erkendelse af umuligheden af alenehed. Mange mennesker er bange for at være alene, bo alene, sove alene og der gives med selvfølgelighed udtryk for stor medfølelse med mennesker, der er alene. Mange såvel unge som voksne klienter giver udtryk for den opfattelse, at samvær med andre mennesker er en selvfølgelig ret og et selvfølgeligt behov for mennesker. Klienterne kan naturligvis godt høre og forstå det, når jeg forklarer, at der er en slags ensomhed, som findes i alle mennesker og som i det mindste kommer til udtryk når vi fødes og dør – for det må vi gøre alene. Men samtidig giver mange af dem udtryk for, at de undertiden møder afdøde slægtninge, som enten beder dem eller giver dem lyst til at “følge efter”, og det kan godt give en form for dårlig samvittighed, hvis den levende føler sig mere tiltrukket af livet end af at følge den anden i døden – den døde er jo ensom og har brug for (krav på?) selskab.
Yalom skriver, at nogle mennesker synes at begå selvmord for at omgå en dyb ensomhedsfølelse. “Logikken”/det ubevidste ræsonnement i dette er:”jeg kan ligeså godt dø – ingen tænker på mig” og/eller “hvis jeg var død, ville de måske komme i tanker om mig”. I Grønland er mange af de mennesker, der begår selvmord unge mennesker, ofte i en akut (almindelig) krise, som f.eks. kærestesorg, og Yaloms tanker giver mig den association og hypotese, at måske skal baggrunden for en del af selvmordene i Grønland søges her. Ofte bliver vi som voksne og som behandlere naturligvis meget påvirkede af døds-aspektet omkring selvmord og selvmordsforsøg, og bliver måske så fokuserede på liv-død dimensionen, at vi overser, at der kan være andre aspekter af tilværelsen, der giver udslag i, at et menneske “vælger” at begå selvmord. Det faktum, at de unge altid er glade for livet, når de bliver reddet fra døden ved et selvmordsforsøg, kan tyde på dette. Mange af de unge er flyttet væk fra familien og føler sig ubærligt ensomme, når f.eks. en kæreste slår op eller hvis “livet” som ung i byen ikke fører de kammeratskaber med sig, som den unge føler behov for.
Det fjerde grundvilkår, MENINGSLØSHEDEN, fortjener særlig bevågenhed i denne sammenhæng, fordi – ifølge Yalom – et samfund, der hurtigt ændrer sig fra at være umiddelbart gennemskueligt for den enkelte til at være præget af uigennemskuelighed og indviklede strukturer, ofte vil medføre mange problemer med at konfrontere sig med meningsløsheden.
Vi spørger ofte os selv og hinanden, hvad meningen mon er med denne eller hin ulykke. Vi søger en mening, når der sker uoverkommelige, ubegribelige, uretfærdige – meningsløse – ting. Hvad er meningen med, at børn skal dø, før deres liv er rigtig begyndt? Hvad er meningen med, at en far og forsørger skal omkomme under sit arbejde med at skaffe mad til sin familie? eller en mor under fødslen af sit barn? Vi har brug for et svar, selv om der ikke ER svar at få – og søger det da måske i religiøsitet eller hos spåkoner. Det ER meget, meget svært for os som mennesker at acceptere, at der måske ingen overordnet mening er. Tydeligvis er det i hvert fald ikke muligt at leve et udviklende, kvalificerende liv uden at kunne se en mening med det. Hvis meningsløsheden infiltrerer livet, føles dette værdiløst og ligegyldigt, mens engagement i noget værdifuldt kvalificerer menneskers liv, skaber mening.
I Grønland sker der mange voldsomme ulykker og katastrofer, hvor mennesker bliver dybt chokerede, sjælsrystede, når de mister deres kære eller udsættes for trusler om tab af liv, helbred eller nærtstående personer. Har mennesker her i Grønland derfor i så høj grad accepteret meningsløsheden som et grundvilkår, at den kommer til at styre livet? – at man opgiver at skabe mening i det kaotiske felt af uforudsigelighed og er det måske en del af baggrunden for de mange symptomer på, at den eksistentielle meningsløshed driver sit spil med mennesker, som alkoholisme, omsorgssvigt, modløshed og “ligegyldighed” overfor livet ifølge Yalom er udtryk for?
I et samfund som det gamle grønlandske er livets mening umiddelbart indlysende: at skaffe mad og husly, at overleve. Mennesket er helt konkret og synligt i naturen/verden, det er en del at denne større sammenhæng og har mening i kraft af det. Det har da ikke relevans at filosofere over livets dybere mening eller mangel på samme, livet er sin egen mening og leves med engagement og intensitet og med alle de meningsløse hændelser, som nu engang sker. Livet i denne form synes i sig selv stærkt nok til at bære sin mening på trods af alle ulykkerne, på trods af uforudsigeligheden.
Grønland er blevet vældig “effektivt” kristnet, både af Hans Egede og af Hernnhutterne. I kristendommen fik grønlænderne foræret en anden mening med livet, end den, de ellers oplevede.
I løbet af meget kort tid er der sket voldsomme samfundsændringer i Grønland. På bare 50 år er hele samfundsstrukturen endevendt flere gange, først i 1953, da Grønland blev dansk amt og “skulle på niveau med de andre amter” og så igen i 1979 ved indførelsen af hjemmestyret.
Tilværelsen er ikke længere selvindlysende, der er ting, der skal tages stilling til, menneskeskabte magtstrukturer under naturens tydelige magtfuldhed – der er en mening at skabe med tilværelsen.
Hvis man forestiller sig, at et menneske, for hvem den tanke er fremmed, at han/hun om selv skulle kunne definere meningen med sit liv, præsenteres for en masse valgmuligheder mht. livsform, vil det være sandsynligt, at han/hun ikke føler sig kvalificeret til at vælge og derfor lader sig påvirke af andres meninger om, hvad der er “rigtigt”. Dette giver imidlertid, ifølge Yalom et liv, præget af meningsløhed, ligegyldighed, uden reelle værdier, man vil slås for osv.
Det er en kendt sag – og meget tydeligt at se i det sociale arbejde – at mange individer og familier i Grønland er blevet slået i stykker af den hastige udvikling, der fandt sted i 50’erne og 60’erne: Livsformer blev brudt ned uden at nye var bygget op, som passede til mennesker. Mennesker, der stod midt i livet og aldrig i deres vildeste fantasi havde forestillet sig andre livsformer for sig selv, skulle pludselig omlægge hele tilværelsen og de skulle lige så pludseligt til at forholde sig til en kolossal mængde af nyt – nye regler, nye ting, mode …. Mange grønlændere må have kæmpet hårdere end det er til at forestille sig, tænker jeg, for at bevare deres rødder i denne omstillingsproces – og nogen klarede det ikke. Jeg møder ofte følgerne af G50 og G60 i mit arbejde:
Mange af de unge på institutionerne i Grønland har følgende familiehistorie i forskellige variationer: Bedsteforældrene levede som dygtige og stolte fangere i en bygd. De blev flyttet til byen, da deres børn var halvstore børn eller unge mennesker. Børnene kunne og ville ikke opdrages på den “gammeldags måde”, som forældrene kendte til, men lod sig opsluge af storbylivets lethed i tilværelsen, normløshed og fristelser, først og fremmest alkohol. De fik ikke deres uddannelse, men fik barn/børn, som de havde svært ved at vide, hvordan de skulle opdrage. Måske kom barnet til bedstemoderen, måske frem og tilbage mellem bedsteforældrene og forældrene/moderen, der er ofte tale om meget lidt kontinuitet – mange brud i børnenes liv, og det er disse børn, vi så møder på institutionerne, når deres frustrationer bliver så voldsomme, at børnene ikke længere kan rummes indenfor almindelige rammer.
Terapeutiske erfaringer med “meningsløsheden”:
Det ser ud til at være svært for mange af mine klienter at engagere sig for alvor i deres liv. Det er svært at mærke, om de mange symptomer på “mangel på mening” er udtryk for mangel på stillingtagen/valg til tilværelsen eller om de bunder i reelle oplevelser af meningsløshed.
Måske gør de “bløde” egoer sig gældende: egostrukturerne kan måske ikke fastholde værdierne, når de møder modstand eller tvivl?
Under alle omstændigheder er det væsentligt at beskæftige sig med aspektet mening/meningsløshed i et samfund i hastig udvikling. De unge har hårdt brug for støtte og hjælp til at holde fast i det, de vil, så de når at opleve resultater af deres indsats – mening med det, dde gør.
Yalom understreger dette ved at beskrive forskellene på “drive” og “strive” – “drift” og “stræben”: børns motiver for deres handlinger er mere drevet af drifter end af stræben efter mål, mens det for voksne mennesker gælder, at stræben efter livsmål er stærkere motivationsfaktorer end drifterne indefra. Igennem udviklingen af en personlighed muliggør vi således for os selv som mennesker ikke at behøve at være styret af drifterne “indefra”, men kan vælge at lade os styre af ydre – højere – mål, som giver livet mening.
Mange af de selvmord, der finder sted i Grønland, ser ud til at være drift-styrede. Det ser ud som affekthandlinger eller impulshandlinger, altså handlinger, der begås ud fra en eksistentielt set mere barnlig end voksen funktionsmåde, og min hypotese er, at disse unge ikke har fået tilstrækkelig hjælp og støtte til at lære at skabe sig en mening med deres liv, men søger meningen med livet udenfor dem selv, i kæresteforholdet, i eksamen osv..
Det er mit indtryk, at skal man forstå og håndtere selvmordsproblematikken i Grønland, forebygge og behandle, bliver man nødt til at beskæftige sig med mange sider af menneskers liv og historie.
Det er vigtigt at sørge ordentligt over de døde, også dem, der begår selvmord, at blive fri af skam og skyldfølelser, få kræfter til at engagere sig – skabe mening – i sit eget liv, og således forøge sin egen livskvalitet og samtidig blive model for andre. Primært de unge synes at have meget brug for modeller, der kan vise dem andre veje til motivation end drifternes.
Det skal være min påstand, at selvmord handler ikke i første række om død, men om liv – liv, der er for svære, for ensomme eller for meningsløse for den enkelte.
Conni Gregersen, aug/97
Ref.: Irvin D. Yalom: Existential Psychotherapy. Basic Books, New York, 1980