Vi vil diskurtere vores hypotese om vi i de senere år ser et øget antal af børn med alvorlige tidlige følelsesmæssige skader og personlighedsforstyrrelser på vores døgninstitutioner – og fremlægge vores ideer om behandling af disse børn.
Vores tema er altså det stigende antal af børn som
- er vanskelige – om ikke umulige – at nå i almindelig kontakt
- er vanskelige – om ikke umulige – at lave tilknytning til
- lider af mangel på tillid og tiltro til sig selv og andre
- lider af mangel på evner til at udsvikle sociale færdigheder
Vi kender disse børn andre steder i verden som ”tidlig skadede børn”, men indtil for nylig har vi haft meget få af dem her i Grønland
Vi har haft børn med problemer i forvaltningen af deres følelser, men de har som regel en fornemmelse af, hvad tilknytning er og det er muligt at engagere dem i ansvarlighed i en vis grad. Her vil vi referere til de to forskellige grupper af børn som hhv. ”de nye” og ”de gamle” børn, fordi vi i denne sammenhæng ikke interesserer os for børnenes differentialdiagnose men for måden, hvorpå de reagerer på pædagogisk behandling.
Behandling af disse børn kræver en meget struktureret pædagogik. Forudsigelighed og genkendelighed er nøgleord eller kernebegreber i behandlingen. Vi møder ofte den formodning, at når man skal arbejde så målrettet og struktureret, så må det være meget tungt og trist for børnene, uden sjov eller glæde i dagligdagen. For at understrege, at dette ikke er tilfældet, har Torben lavet en billedserie af børnene fra Meqqat Illuat, som vi viser samtidig med oplægget. Så mens jeg siger de tunge og alvorlige ord om dette emne, viser Torbens billeder det, som er det virkeligt vigtige, nemlig at respekt og forudsigelighed i det daglige arbejde med disse børn gør det muligt for dem at oparbejde vitalitet – og glæden følger af sig selv.
Børnene har naturligvis deres vbanskeligheder ved at acceptere strukturen i starten Det kan være nødvendigt at fysisk fastholde børnene i visse situationer for at forhindre dem i at skade sig selv eller andre, og det er nødt tila t være en del at behandlingen at søge at skabe forbindelse inde i barnet til følelser og emotioner – og at træne ham til at kanalisere følelser og emotioner i acceptable måder. Det er del at at træne hans selvstændighed, og I vil se på billederne, at almindelige daglige arbejdsopgaver, såvel som ekspeditioner, fiskeri og jagt bruges som redskaber i arbejdet. Og I vbil se, at det meste af tiden under behandlingen ikke er tung og trist – så, billederne er ikke kun til fornøjelse – det er del af oplægget.
Og vi vil venligts bede jer holde både øjne og ører åbne for at tage ind fra begge kanaler. Hvis I gør det, får I en smagsprøve på den polarisering, man møder i behandlingsarbejdet med skadede børn – og en smagsprøve på kravet om at være åben på alle kanaler, hvis du ønsker at få en dybere kontakt med børn, som er enten uvant med eller ligefrem bange for kontakt.
Selve oplægget
Vores hypotese er groet ud af vores viden om konkrete børns livshistorier. Der er mange ligheder mellem de ”nye” og de ”gamle” børns livshistorier – og der er en bestemt forskel, som er faldet os i øjnene:
Både ”nye” og ”gamle” børn kommer fra familier med mange psykiske og sociale problemer, og der er typisk også misbrug af en eller anden slags i familien: Alkohol, vold, seksuelle overgreb optræder som dele af historien både hos de ”gamle” og de ”nye” børn. Så de har alle oplevet alvorlig omsorgssvigt, vanrøgt og/eller mishandling.
Ofte ser vi desuden alvorlige traumer i børnenes liv, såsom selvmord eller drab i den nærmeste familie. Alt dette er generelt for døgninstitutionsanbragte børn, både de ”nye” og de ”gamle”: Alvorlig omsorgssvigt – misbrugsmønstre som en integreret del af deres liv og med tendens til at øve indflydelse på ders personlighed fra tidlig alder. Så hvorfor er nogle børn i stand til at knytte sig til andre mennesker mens andre ikke er? – samme historie – forskellige liv …
Der er en bemærkelsesværdig forskel på livshistorierne og den handler om deres tidlige alder. I vores arbejde bruger vi genogrammet som redskab til at få overblik over børnenes familier, og når vi arbejder med genogrammet, opdager vi, at det er let at få øje på ressourcerige familiemedlemmer blandt de voksne i de ”gamle” børns familier, mens det er svært at finde ressourcerige familiemedlemmer id e ”nye” børns familier. Der er en fatal mangel på voksne mennesker, som har vist sig i stand til at klare tilværelsen selvstændigt.